Klassikerne - også kendt som bevægelses-principperne eller reglerne - er formuleret af Tai Chi-mestre op gennem tiden. Herunder er Yang Cheng-Fu's (1883-1936) udgave gengivet som en kort ti-punktsregel.
Reglerneåfortæller, hvad du skal fokuserer på, når du træne Tai Chi. For at etablere en krop, som er "kastet åben", skal man kende og træne disse ufravigelige regler. De er meget præcise anvisninger på, hvilke fornemmelser i krop og sind, man bør fokusere på under træningen.
Det er her imidlertid også vigtigt at være opmærksom på klassikere som en slags personlig dialog eller dagbog om man vil. Som begynder læser man dem ofte som en eksperts råd, der skal følges - men man bør også stræbe efter at forstå dem som personlige anekdoter fortalt af en Tai Chi-udøver med stor erfaring; som en beretning om hvordan kroppen opleves, når træningen virkelig lykkes på højt niveau, efter mange års vedholdende træning.
Kundskab om og kendskab til disse regler er således uundværligt. Kun når disse principper er blevet virksomme, kan man egentlig sige, at man træner Tai Chi. Det er derfor ikke nok "kun" at kunne koreografien. Dette er kun begyndelsen...
Dette er det første princip i Tai Chi Chuan og betyder, at vægten skal være i et ben af gangen. Det ben vægten er i betegnes som fuldt, det andet som tomt. Først når dette fungerer korrekt vil vi være istand til at bevæge os let, graciøst og uden besvær.
Hovedet skal holdes korrekt løftet, uden brug af styrke. Kun således kan blod og Qi (energi) cirkulere, og Shen (ånden) være i stand til at nå hovedet.
Herved kan Qi synke ned i Dan-Tien (energipunkt lidt under navlen), og rejse sig i ryggen. Hvis dette princip ej forstås korrekt, er det umuligt at opnå Geng (rodfæstethed) i fødderne, og hele kroppen vil være ustabil.
I Tai Chi Chuan kommer alle bevægelserne fra taljen. Hvis man kan afslappe taljen korrekt, vil fødderne have kraft, og ens fundament vil være stabilt.
Hvis dette ikke praktiseres, vil hele kroppens vægt være i den øverste del af kroppen, og vi vil ikke være istand til at bruge Tai Chi Chuan som kampkunst, ligesom kroppen vil være uden energi.
Hermed menes, at roden er i fødderne, bliver udløst af benene, styret af taljen og udtrykt gennem hænderne. Hvis bare en enkelt del af kroppen ikke er synkroniseret korrekt, vil der optræde ubalance og forvirring.
Dette princip anbefaler udøveren at søge at slippe spænding i hele kroppen under træning, kultivere opmærksomheden i bevægelserne, og derved gradvist blive istand til at opnå fuldt mesterskab i Tai Chi Chuan. Det er her Tai Chi Chuan adskiller sig fra andre kampkunstarter. Som det hedder i Tai Chi Chuan Klassikerne: Kun fra den yderste blødhed kan der komme hårdhed. Måske kan hårdhed her også forstås som en skarp og i nu'et hvilende opmærksomhed, en art sindets diamant.
Det Tai Chi Chuan træner, er ånden. Ånden er Lederen og kroppen bliver styret af den. At åbne og lukke i Tai Chi Chuan er ikke begrænset til bevægelserne, vi må også åbne og lukke i sindet.
Styrken i de ydre kampkunstarter er overfladisk og kluntet. I Tai Chi Chuan bruger vi sindet og ikke fysisk styrke. Alle bevægelserne fremtræder fuldstændige og flydende, cirkulære og uden ende, som en stor flod der strømmer uendeligt eller bevægende energien som spandt man tråden af en silkekokon.
Selv når vi bevæger os hurtigt i Tai Chi Chuan, forbliver vi stille. Det er bedre at træne stillingerne så langsomt som muligt - uden at træne ukorrekt vel at mærke. Derved bliver åndedrættet langsomt og langt, og man undgår skaderne ved en forhøjet puls.