Som kampkunst har Tai Chi to sider: skyggeboksningen og den fysiske kampkunst. Disse to sider er inderligt forbundne, da krop og sind er to sider af samme sag.
Tai Chi trænes og fremtræder grundlæggende som en blød kampkunst. I Tai Chi drejer det sig om at give efter over for et indkommende slag. Idéen er at investere i at tabe, som det hedder i Tai Chi-Klassikerne. Man skal lære at intendere en specifik form for afslapning i sind og krop. En nærmest alkymistisk proces, som tager mange år at fuldføre, og faktisk ret sjældent udfoldes 100% i et menneskeliv i vore hysterisk travle tider. Bare at forstå det er muligt, er en udfordring - mest fordi man selv stiller begrænsninger i vejen.
Kan man således ikke få sin Tai Chi-træning til at lykkes i overensstemmelse med Klassikerne, er det stensikkert en selv, der - egenhændigt, grundigt og oftest ubevidst - blokerer vejen til forståelsen. Det ironiske i denne situation er åbenbar, og typisk for menneskelig udvikling: vi stiller hos på en eller anden måde i vejen for os selv. Dette forhold kan man imidlertid arbejde med, og det er egentlig det vigtigste aspekt af Tai Chi: Skyggeboksningen.
I Tai Chi trænes også partnerøvelser hvor kampkunst teknikker studeres i forbindelse med bevægelsesprincipper. Alt i Tai Chi handler blive blødere, om at give efter. På den måde befordres smidighed i både krop og sind. Hvis man har prøvet at blive skubbet under træning af en, der har trænet Tai Chi korrekt, vil man vide, at det skub man modtog både var blødt og kastede en langt bort - faktisk en meget behagelig og paradoksal oplevelse. Ofte vil skubbet være ledsaget af en fornemmelse af energi eller tryk.
Hvis skubbet udtrykkes fuldt ud, kan det være ødelæggende for modtagerens indre organer. Dette sidste kaldes "at ramme tigeren på den anden side af bjerget."
Den energi man arbejder med, når man bliver dygtig til at skubbe, kaldes Jing og er en kultiveret form for Qi. Jing er egentlig det man skal træne frem i kroppen og hertil bruger man sindet eller opmærksomheden. En sand Tai Chi-Mester vil selvfølgelig vide, hvorledes han eller hun skal omgås sin Jing. Det eneste man egentlig kan bruge den til, ud over til ens egen personlige rejse, er at lære andre om den vidunderlige Qi eller energi, man kan træne frem, og om hvorledes den højner menneskets sind og krop.
Fordi Tai Chi trænes langsomt og blødt, tvivler de fleste på, at denne metode er en effektiv kampsport. Tai Chi bliver derfor ofte kun betragtet som helbredsfremmende øvelser.
Men for at udøve kampsport må man først være sund og rask. Man må derfor først forstå principperne, derefter træne dem op i kroppen. Kun gennem daglig vedholdende træning kan man senere bruge bevægelserne som kampkunst. Denne proces kræver tid og kan ikke forceres.
Tai Chi trænes således langsomt, så kroppen kan udvikles og modnes naturligt. Altafgørende er det at bruge ens fokuserede opmærksomhed til at fornemme lethed i bevægelserne og ikke råstyrke. Råstyrke gør kroppen klodset. Fokus skal være på at sænke Qi til Dan Tien (energipunkt beliggende inde i kroppen fire fingersbredder under navlen) og bevæge sig afslappet. I Tai Chi overvinder ro bevægelse, og det bløde overvinder det hårde.
Ved langsom bevægelse er det nemmere for sindet at fokusere og finde ro. Først når sindet er i ro, er muligt at forsvare sig korrekt. Dette vil muliggøre balance mellem xin (hjerte/bevidste sind) og Qi (energi). Når xin og Qi er i balance, er der ro og præcision. Ved hurtig bevægelse bliver ånden derimod ivrig. Er man ivrig, er man upræcis, og Qi kan ikke synke ned. Det bevirker også, at hjertet ikke er i ro. Uden ro og synk, er der kun ustabilitet i hjerte og sjæl, og evnen til at forsvare sig korrekt mistes.
Applikationerne i Tai Chi læres igennem Push Hands. I begyndelsen fokuseres på kultivering af sensitivitet. Når kroppen mærker, føler det bevidste sind også. Push Hands muliggør at kende sig selv og forstå sin modstander. Når evnen til at mærke og føle blive udviklet til en sjette sans, er mulighederne for forvandling endeløse.
Disse er grundene til, at Tai Chi skal trænes langsomt og uden råstyrke.